Vi havde nær mistet Milla..

Kære søde læsere,

I dag er det lørdag, og vi har total slapper dag i dag. Thomas skal skrive lidt på sine læge artikler, men ellers står den på hygge og afslapning med vores to døtre og hunde resten af dagen.

I går var det ved at gå grueligt galt med vores yngste hund Milla på fire måneder. Hun er en lille sort hund, en blanding af en griffon petit, og en cavalier king charles spaniel.

Hun er en race som er sindssyg hurtig, hun er lidt som en vild cirkus hest, og samtidig det mest cute som findes. Men hun er legesyg, nysgerrig og meget hurtig i sine bevægelser.

Flere gange har hun fanget fugle ude i haven, som hun har slebt med ind i stuen, og ligget og tygget i. Jeg får et chok hver gang jeg opdager det. Jeg har aldrig oplevet en hund før, som er så hurtig at den kan fange fugle.

Før i tiden brugte man den type hund som Milla er, som rotte fanger, fordi den race er så hurtige. Det var Milla også i går, da jeg var på vej ud af døren, og Thomas lige ville kysse mig farvel i døren, der så Milla sit snit til at løbe ud af døren, mellem benene på Thomas.

Vi bor desværre lige ud til et T kryds med masser af biler, som farer forbi vores hus. Vi havde begge hjertet oppe i halsen, da Milla fortsatte ud af vores indkørsel, og stod nu på kanten til vejen.

Thomas og jeg vidste begge, at hvis vi løb efter hende, så ville hun fortsætte over vejen, hvor der drønende biler, busser og lastbiler forbi. Og risikerer at blive kørt ned.

Jeg holdte vejret og bad en bøn inden i mig selv, at hun måtte klare den. Imens jeg febrilsk ledte efter noget i min taske som hurtigt kunne aflede hendes opmærksomhed, og få hende væk fra vejen.

Jeg fandt en læbestift i min taske, og kastede den i modsatte retning af vejen, ind i vores indkørsel, imens jeg kaldte på hende. Det virkede, hun løb ind i vores indkørsel igen, og hen til læbestiften.

Milla opdagede at hun var blevet snydt, og at det ikke var en godbid. Jeg nåede ikke at få fat i hende, og hun smuttede fra mig, hun er glat som en ål, og med et løb hun ud mod vejen igen.

Thomas var heldigvis hurtigere, end mig. Han stod i strømpe fødder, på den bare jord og fik fat i hende, lige inden hun nåede vejen.

Thomas holdte hende hårdt ind til sig, og jeg kunne se han havde tårer i øjnene. Det var tæt på, sagde han og så på mig.

Ja fik jeg sagt, og krammede dem, imens jeg skældte Milla ud, over at hun havde set sit snit til at stikke af, og som kunne have kostet hende livet.

Vi har en gang mistet vores elskede chihuahua hund Pluto, da vi boede i hus overfor Ros Torv i Roskilde. Vi var på ferie og alle vores døtre var hjemme. Vi får så en opringning fra dem, på vores ferie at vores hund var sluppet ud igennem hækken i vores baghave, og var blev drabt på stedet af en bil på vejen.

Vi græd så meget over det tab. Det har vi bestemt ikke lyst til at opleve igen. Så vi vil gøre alt for at Milla ikke stikker af, de gange vi åbnede hoveddøren, for hun er lyn hurtig.

Nu vil jeg gå en tur med hundene i det fine vejr. Og heldigvis skete der ikke Milla noget. Vi slap med en forskrækkelse.

God lørdag:-)

Knus Sanne