Kære søde læsere,
Lige nu ligger jeg alene på Nykøbing Falster Sygehus. Thomas er taget hjem i sommerhuset i Marielyst med pigerne, de har været vågne det meste af natten, hvor jeg blev indlagt. Så jeg har bedt dem tage hjem og sove nogle timer.
Men sikke en forskrækkelse, jeg lider af astma, noget jeg har gjort siden jeg var 18 år. For et år siden prøvede jeg at få et astma anfald under et hosteanfald, og det føltes som om, jeg blev kvalt. Jeg nåede dog min natbords skuffe, hvor min astma medicin ligger, så dengang endte jeg ikke på sygehuset.
Men i går aftes fik jeg mere og mere astma og kl. 24, var den helt gal. Thomas ville vække pigerne så vi kunne køre til Nykøbing Falster bys Apotek efter en astma spray, da jeg opdager den røde streg på begge mine astma sprayer, den daglige brune og den blå ved akut astma anfald, dvs. de har været tomme den sidste uge, jeg har brugt dem! Jeg har hevet i dem, som jeg plejer, men jeg har ikke fået min astma medicin, da de faktisk var tomme.
Jeg panikker og siger til Thomas, at han ikke skal vække børnene de skal ikke se mig i denne paniske tilstand, hvor jeg hiver efter vejret. Thomas prøver at få fat i en vagtlæge, jeg ved ikk om det er fordi apoteket er lukket så sent.
Ihvertfald tager jeg min mobil og ringer selv 112, og panikker fuldstændigt og grædende siger til alarmcentralen, at de skal sende en ambulance hurtigst muligt, da jeg har et astma anfald og er ved at blive kvalt. Der er ca. 20 minutters kørsel fra sygehuset og til vores sommerhus, men ambulancen kom på ca. 10 min.
Alt imens render jeg rundt ude i regnvejret i haven og beder til de højere magter at mine lunger ikke måtte klappe sammen. En dame fra alarm centralen prøvede at berolige mig, imens jeg sagde skynd jer… skynd jer…Ja de skynder sig sagde den venlige dame, som også tog en snak med Thomas.
Stakkels Thomas han kunne slet ikke få mig til at falde til ro inden ambulancen kom, det eneste sted jeg følte, at jeg kunne få bare lidt luft var udenfor. Så jeg gik rundt i regnvejret midt om natten og prøvede ikke at panikke, for jeg vidste at så ville alt blive værre.
Da ambulance folkene kom, blev jeg straks lagt på en båre og jeg fik straks en maske på med astma medicin. Stakkels Thomas, de havde smækket ambulance døren i for næsen af ham, så han stod ude i regnen. Sikkert for at tage sig af mig inden vi kørte mod sygehuset. Jeg ved godt der ikke er meget plads i en ambulance, men jeg bad om at få min mand.
Men først ville de berolige mig og få nogle data kun fra mig, måske for at prøve at få mig til at slappe af. Alt imens jeg hev efter vejret i en maske. Jeg bad endnu en gang om at få min mand ind til mig og fortalte dem også at min mand var læge. Til sidst åbnede de ambulance døren og derude midt i regnen, midt om natten, stod min elskede mand med vådt hår og ventede på at måtte sige farvel til mig.
Vi aftale at Thomas ville køre til sygehuset når han havde fået vækket pigerne.
I ambulancen besvimede jeg et par gange undervejs, jeg var rædselsslagen for at dø, så jeg aldrig skulle se min elskede familie igen. Så jeg hyperventilerede, selvom den rare ambulancemand beroligede mig med at jeg ikke døde, de havde styr på det.
Jeg blev indlagt med det samme, jeg fik flere masker med medicin i løbet af natten, også lagt et drop i hånden hvor de gav mig binyrebarkhormon. Først tidligt på morgenen efter et hav af blodprøver, flere masker med medicin, hjalp det først helt rigtigt med at trække vejret selv, da de gav mig binyrebarkhormon.
Thomas havde siddet på en stol hele natten ved min side, han ville ikke forlade mig i den tilstand. Sofia sov i min sygeseng, og Malle i en lænestol.
Til morgen gik det bedre, jeg fik taget flere blodprøver og røntgenbilleder af mit hjerte og lunger. Hen af formiddagen kom lægen og sagde at nu havde de det under kontrol, og jeg måtte tage hjem.
Men sikke en omgang, Thomas og pigerne har lige hentet mig og vi er hjemme i sommerhuset igen. Jeg har fået ekstra medicin med hjem ved anfald og nye astma sprayer. Alle har været så søde, hjælpsomme og forstående, det betyder meget, efter sådan en omgang.
God dag,
Knus Sanne
