Kære søde læsere,
Jeg håber i nyder påsken og det fine vejr. For os er det jo en lidt anderledes påske end vi plejer. For det meste rejser vi i påsken eller tager en uge i sommerhus i Marielyst. Jeg må sige, jeg har fået smag for at rejse.
Jeg ønsker at opleve det meste af verden med min mand og børn. Jeg synes, det er spændende med nye lande, kultur og anderledes mad. “At rejse er at leve” – det motto kan jeg godt sætte mig ind i.
Vi skal også ud at rejse, men lige nu venter vi på, at Thomas består sin teori som privat pilot i midten af maj. Når det er overstået, har vi nærmest frie tøjler til at rejse. Det er fordelen, når vi begge arbejder hjemmefra. Jeg elsker vores liv og den frihed, vi har sammen. 🙂
Jeg ved ikke 100 procent endnu hvilket land, som bliver vores næste rejse mål. Som barn pakkede vi altid bilen, når min søster og jeg havde fået sommerferie fra skolen, og så kørte vi med vores forældre i bil hele vejen til Italien til en lille skøn by, som hedder Bibione.
Vi kunne godt finde på at gøre det samme i pigernes sommerferie. Der er noget hyggeligt ved at være spontan og pakke bilen og køre ned igennem Europa og alle de oplevelser, man får undervejs. Det er skønt men en lang tur, hvis man har små børn.
Vi gjorde det en sommer, hvor Sofia kun var et år, og det står stadig printet i min erindring som et mareridt. Sofia skreg det meste af vejen gennem Europa, fordi hun ikke ville sidde fastspændt i bilen. Så efterfølgende nøjedes vi med bilferie til Frankrig, der var lidt kortere vej.
Men nu er pigerne så store, syv og snart ni år, så hvis bare de har deres mobil og ipad med, skal det nok gå med en bilferie til Italien. Det regner jeg med, at vi gør.
Vi er godt nok flyttet i nyt hus til sommer, og vi burde egentlig bare have nok i vores nye hus & have. Vi bor få minutter fra vandet, så vi har det hele, hvis vi får en god, varm og solrig sommer her i Danmark. Men jeg kender mig selv så godt, at det nok vil krible i mig for at komme ud at rejse & få nye oplevelser. Jeg elsker at være på eventyr. 🙂
God skærtorsdag,
Knus Sanne