Kære søde læsere,
I går var en dum og lidt trist dag, ikke til at starte med, men fra det blev eftermiddag.
Pigerne havde bygget borg med alle vores pæne puder fra stuen, de havde slebt dem ud i haven, så jeg blev lidt sur, og sagde til dem, at det skulle de ikke gøre mere, og at de skulle rydde det op.
Efterfølgende mærkede jeg et savn efter min søster, det var stadig svært at forstå hun ikke var her på jorden sammen med os mere. Jeg sagde til Thomas og pigerne at jeg ville lægge mig lidt, måske havde jeg bare brug for en lille eftermiddags lur, tænkte jeg.
Men tankerne kørte rundt, da jeg lå i vores seng i soveværelset, og savnet og smerten efter hende blev større. Jeg så på min ring på min finger, jeg havde fået af hende for mange år siden. Tårerne løb ned af mine kinder. Jeg forstod ikke at det snart var fem år siden hun tog sit liv ved at hoppe ud foran et tog. Selvmord er bare noget af det væreste, for man forstår det ikke….og det tager mange år at bearbejde.
Havde hun nu bare taget piller, så kunne man måske havde nået at redde hende, men lige frem hoppe ud foran et lyn tog, så ønsker man at dø, og hvordan kunne hun dog have så stort et ønske om det, og bare forlade os alle sammen og hendes to børn, på så grusom/forfærdelig en måde, det er stadig ikke til at forstå…
Og uden at lade os vide at hun ikke havde det godt psykisk, og uden at give os en chance, så vi kunne hjælpe hende..Det var ikke fair…
Måske er der ikke noget at forstå, har flere mennesker sagt til mig efter det var sket, men jeg tror bare vi mennesker ønsker at forstå det, at få en forklaring. Men måske vidste min søster det ikke en gang selv, som jeg kunne læse i hendes afskedsbrev, havde hun det så dårligt psykisk, at hun ikke så nogen anden udvej..Og hun ønskede ikke hjælp…
Min søster Linda var blevet skilt, fået dårlig økonomi, ( hun er uddannet bankrådgiver), en forkert om gangskreds hvor hun havde lagt mange penge og kræfter i, og hun kæmpede for noget som ikke blev gengældt, så hun følte sig udnyttet…og derfor så hun ingen anden udvej.
Når jeg ser på Amalie og Sofia som leger sammen, kan jeg se min søster og jeg for mig, vi var tætte aldersmæssigt, 11 måneder var der imellem os. Vores mor strikkede altid ens trøjer til os, hun kunne godt lide når vi var ens. Og det samme gør jeg med Amalie og Sofia, jeg giver dem tit ens tøj på, det er sødt.
Heldigvis går der længere og længere tid imellem at jeg får de her små dyk, hvor jeg bare har brug for at være alene et par timer med mine følelser og mindes hende.
Og jeg ved jo også godt at når man dør, så dør man ikke rigtigt, men hun er stadig iblandt os, bare på et andet plan. ( Det hjælper meget på sorgen, med den indsigt.) Men derfor er der alligevel et savn fysisk, hvor man bare savner hende i hverdagene, at kunne ringe til hende, se hendes glade smil, høre hendes latter, hendes ironi, sjove humor og kunne give hende et kram osv.
Hun lignede mig så meget, jeg så meget af mig selv i hende. Men jeg er taknemmelig for at hun var min søster i 40 år af mit liv.
God dag,
knus
Sanne
Kære søde læsere,
Kære søde læsere,
Kære søde læsere,