Kære søde læsere,
Vi sidder nu i bilen og er på vej til en sponsoreret tur til “Den Blå Planet” med vores døtre, svigersøn og barnebarn.
Jeg sidder og kigger på min mand, imens vores to døtre på seks og otte år spiller på Ipad på bagsædet. Jeg føler mig som verdens heldigste kvinde, tænk at jeg scorede min mand, da han var læge på Roskilde Sygehus og kom ind ad døren på skadestuen, for at tilse min teenage datter, som havde indtaget lidt for meget alkohol og taget lidt for mange allergi piller for at få det sjovere. Det kunne have kostet hende livet. Det er snart 10 år siden.
Men heldigvis havde Nadia nogen gode veninder, som fik ringet efter en ambulance og til mig, og godt de ikke bare var skredet i byen og havde ladet Nadia ligge halv bevidstløs. De reddede hendes liv den nat ved at ringe efter hjælp, inden de gik videre i byen. Og det samme gjorde den unge smukke læge, som i dag er min mand.
Thomas og jeg så kun hinanden i øjnene få gange på den nat, han var inde og se til Nadia, som stadig snorkede, og en sygeplejerske sad ved siden af og sugende Nadia for slim og bræk, så hun kunne trække vejret.
Ja det er så min datter, fik jeg sagt til den unge smukke 33 årige læge, som stod så roligt og mærkede på min datter og fik laboranterne til at tage alverdens blod prøver på hende.
Thomas havde de mest blå grønne øjne. Jeg følte seriøst, han var taget ud af en romantisk film, så smuk var han. Hver gang jeg kiggede ind i hans øjne, var det som om, jeg kendte ham. Det var som om, jeg havde levet et liv med ham før…
Og her stod jeg midt om natten, og lignede udskidt æblegrød, uden makeup på, og jeg havde bare sat en knold i nakken. Jeg var hoppet i noget nemt tøj og ud af døren, da der blev ringet, at Nadia havde brug for hjælp, og at der var tilkaldt en ambulance.
Nadia kom op på en afdeling efter et par timer. Jeg så desværre ikke den smukke læge de følgende dage i den magiske december måned, efter vi forlod skadestuen, hvor han havde vagt.
Jeg kiggede ellers efter ham de følgende dage, da jeg tog til sygehuset for at være ved Nadias side. Men jeg havde skrevet hans navn ned på en bon, jeg havde i min lomme, hvis jeg nu skulle glemme hans navn, i denne lidt kaotiske tid som enlig mor til fire teenager og et job som tandplejer. Blev min datter nu helt rask osv., der var mange tanker, som kørte rundt…
Da jeg kom hjem med Nadia, og det var blevet hverdag igen, spurgte min ældste datter Stine på 17 år på et tidspunkt, hvem denne her smukke læge var, som jeg havde talt om, mens Nadia var indlagt, og inderligt havde håbet på at møde igen.
Jeg lagde bonnen på bordet og sagde, at han hedder Thomas Rasmussen. Vi blev enige om, at jeg skulle prøve at finde ham på Facebook og prøve at skrive til ham.
Kort fortalt, endte det med at Thomas skrev tilbage, at han havde det på samme måde. At himmel og jord stod i et den magiske nat i december, da han så ind i mine øjne, og at han ikke kunne glemme mig. DET VAR GENSIDIGT.. JEG VAR SÅ GLAD, OVERRASKET OG LYKKELIG, SÅ SKER DET ALTSÅ IKKE KUN PÅ FILM..
Thomas flyttede ind i vores lille rækkehus i Roskilde ca. to måneder efter vores første møde på sygehuset og friede om sommeren på balkonen på det nye hus, vi lige havde købt sammen nogle måneder senere. Det var som et eventyr, og det gik så stærkt det hele og for mig og Thomas, kunne det ikke gå hurtigt nok, vi var så forelskede.
D. 5 december 2009 blev vi gift. Det var et rigtigt drømme bryllup i kirken i Dåstrup. Bagefter tog vi på bryllups rejse til Paris.
Sikke et eventyr og nu snart 10 år efter er jeg stadig smask forelsket i min mand, som jeg nu arbejder sammen med om dagen. Han skriver lægevidenskabelige artikler hjemmefra, er YouTuber og snart starter han også pilot uddannelse. Jeg arbejder hjemme som YouTuber og blogger.
Vi nåede at få to fælles døtre sammen. Jeg var 36 år, da jeg mødte Thomas, så det skulle gå lidt stærkt. Så da jeg var 37 år, fødte jeg Amalie, og da jeg var 39 år, fødte jeg Sofia, og med mine fire andre døtre blev hele familien smeltet sammen.
Jeg er sikker på, at vores kærligheds eventyr bliver filmatiseret en dag. Det har været i ugeblade. Og et eventyr, som Thomas en gang skrev til mig, da jeg et kort øjeblik tvivlede på, om han kunne rumme at gå ind til en enlig mor med fire teenage døtre. Så skrev han eventyret til mig om “SanneVilleFamily”
Om prinsen som kom til SanneVilleFamily og ønskede det hele. Og det eventyr ændrede det hele, og det læste Thomas højt til vores bryllup.
Så derfor hedder vores Youtube Kanal og denne blog “SanneVilleFamily”. Det er ren og skær kærlighed. Der er efterhånden en del, der kender “SanneVilleFamily”, men ikke historien bag navnet, men den fik i så hér.
God dag,
Knus Sanne
