Kære søde læsere,
I søndags da alt var på plads med huset, blev min mand Thomas og jeg enige om, at vi ville fortælle vores to døtre på seks og otte år sandheden om at vi skulle flytte.
Vi havde hvisket og tisket længe nok, for at holde det hemmeligt, det vi havde gang i. Det havde vi også dårlig samvittighed over, da vi er meget tætte i vores familie, og normalt snakker om alt.
Vi havde med vilje ikke fortalt dem noget, før vi var 100 procent sikre på at alt var gået igennem med huset. Vi ville ikke have at de skulle gå og tænke på det, og hvis det så ikke blev til noget, ville de bare blive skuffet. Eller måske have forhåbninger om, at vi ikke skulle flytte alligevel, hvilket vi ville gøre uanset hvad.
Jeg havde ellers hele tiden holdt på at vi skulle vente med at fortælle det, til efter Sofias fødselsdag d. 29 marts, for jeg ville ikke have hun skulle blive al for ked af det, tæt på hendes fødselsdag, og når der alligevel var 6 uger til vi skulle flytte.
Men Thomas var uenig, han syntes det var bedst at fortælle det med det samme, og få det overstået, og ikke mere hviskeri i krogene. For børn har også brug for tid til at vænne sig til tanken om en flytning. Vi blev enige om at det mest rigtige var, at køre hjem og fortælle pigerne det. Så vi kørte hjem i søndags og fortalte pigerne det, stort set lige efter at vi havde skrevet under på hus kontrakten.
Det blev lige så forfærdeligt som jeg havde frygtet. Sofia på snart syv år, løb grædende ind på sit værelse og smækkede døren og Amalie sad stille i armene hos sin far og græd. Det skar virkeligt i mit hjerte, jeg tror det var derfor jeg ville have ventet lidt tid, med at sige det. Men uanset hvad, så skulle de jo have det at vide på et tidspunkt…
Men efter vi fik Sofia ind i stuen igen, og vi fik trøstet hende og Amalie, så stoppede de med at græde, og så kom alle spørgsmålene om huset …
Det var dejligt at de begyndte at stille spørgsmål, og ikke græd længere. Men vi var også godt klar over at de ville blive kede af det, og det skulle de også have lov til, selvom det skar i mit hjerte.
Det er helt forståeligt, vores børn blev kede af det, det havde vi set komme. Det er altid svært med skole børn, som har en skole de er glade for og gode veninder på skolen, det er klart de bliver kede af, at vi pludselig river dem ud af deres hverdag og væk fra deres venner. Så vi lod dem græde og stille spørgsmål og vi prøvede at svare på alt, efter bedste evne, imens vi holdte om dem.
Samme dag om aftenen, da begge piger havde fordøjet det, ville de selv sige det over i skolen næsten dag, deres far måtte ikke sige det. Somom de alligevel var stolte og glædede sig til det….
Nu er der gået nogle dage, og pigerne er så småt begyndt at glæde sig. Sofia har spurgt til, om hun måtte være med til at pakke deres legetøj ned osv.
Jeg tror også det hjalp meget på at det område vi flytter til, nemlig Roskilde kommune er et de kender. Det tager ingen tid i bil at køre fra Osted til Roskilde kommune, så deres veninder kan stadig komme på besøg.:-)
De kender også den nye skole de skal starte på, de kender en pige som går på skolen rigtig godt, og de kender området. Det gode er, at vi ikke flytter til Jylland, men faktisk rimelig tæt på, hvor vi bor nu.
Bare til en meget bedre beliggenhed, som er børne venlig. Så pigerne selv kan løbe omkring, det er nemlig en stille villa vej med sti system til den nye skole, og så kan man se Roskilde fjord, når man står ud fra indkørslen af vores nye hus:-)
Så det bliver også til en masse gå ture langs vandet og vi kan lave en mad kurv og tage et tæppe med, og gå ned til stranden og aften bade mens solen går ned.
Det bliver fantastisk, og selvom det gjorde ondt at fortælle vores børn det, så ved jeg at det nye hus og beliggenhed er det bedste for vores familie. Så det var godt vi fik sagt det til pigerne med det samme, vi selv vidste at det hele gik op i en højere enhed med huset, og det ville blive vores. 🙂
God dag,
Knus Sanne
