Jeg var tæt på at miste livet..

Kære søde læsere,

Da jeg fik skrevet om min oplevelse på ferie øen Tenerife med min veninde for snart 30 år siden på et tidligere blog indlæg, fik det mig til at tænke på en forfærdelig oplevelse på øen, som kunne have kostet mig livet, da jeg ville redde en anden.

Året var 1989, jeg var blot 17 år og var på ferie på øen Tenerife med min veninde, som var på samme alder. Vi tager til info møde om aftenen på hotellet, hvor guiderne advarer om at bade i havet ved klipperne ved vores hotel, da flere er drunket pga. stærk strøm.

I løbet af ugen kommer vi i snak med en fyr, som hedder Michael, som bor fast på Tenerife med sine forældre. Jeg tror de lejer biler ud. Vi bliver gode venner med ham.

En dag vi ligger ved poolen, kommer han forbi og inviterer mig, min veninde og en anden pige fra Rødovre ned til havet, hvor han vil vise, at han kan springe fra klipperne og svømme i havet.

I starten ser vi tre piger bare på, at han svømmer i det stille hav, selvom vi har informeret ham om, at det kunne være dødsens farligt. Men han siger, at han kender havet som sin egen lomme. Vi lader ham springe fra klippen og ned i det rolige hav, som glitrer i solen.

Efter ca. 30 min. spørger han os, om vi ikke vil med i vandet og lover, at der ingenting sker, ellers skal han nok redde os.

Min veninde og jeg takker pænt nej tak. Vi skulle ikke risikere noget, men pigen fra Rødovre som er en dygtig svømmer takker ja og hopper ud fra klipperne med Michael og ned i havet.

Det ser fristende ud, og vandet er helt stille. Men pludselig går havet helt amok. Pigen og Michael bliver trukket længere ud mod havet…

Jeg råber til dem, at jeg vil hente hjælp på hotellet, men Michael panikker og råber tilbage “Nej lad være, vi skal nok komme op!” (Sikkert fordi han var ven med guiden på vores hotel, som havde advaret os på info mødet om, at man ikke måtte bade i havet ved hotellet, og ham ville han nok ikke være uvenner med).

Jeg var meget frustreret over, jeg ikke måtte hente hjælp, for jeg kunne se, det kunne gå grueligt galt. Men Michael holdt sit ord, han fik kæmpet sig op af klippen igen med en bølge som steg op, han fik fat i klippen og kom op, men desværre gjorde Henriette (pigen fra Rødovre) det ikke og drev længere ud mod havet.

Sådan stod det på en halv time, hvor Michael hoppede ned i havet for at prøve at få Henriette op på klippen, og ned igen til hende da det mislykkes.

Til sidst stod han stille på klippen for at prøve at hive hende op, når hun blev slynget mod klippen med en kæmpe bølge. Havet var blevet vildt og faretruende.

Jeg løb ned og stod helt ude på kanten af klippen med Michael for at være med til at redde Henriette, men pludselig råber min veninde, som sidder længere oppe på en klippe “PAS PÅ!”. Jeg vender mig om og ser på hende, så jeg står med ryggen mod havet ved siden af Michael.

Med et bliver jeg revet omkuld af den største bølge, som er flere meter høj. Den vælter ind over Michael og jeg. Jeg mister fodfæste og hænger udover klippen, men Michael når at gribe mig om mit håndled, og jeg når at frem stamme med panik i stemmen “hold fast, du må ikke slippe mig”…..

Kraften på bølgen var så stor, at jeg ikke kan beskrive det. Mens det værste stod på, hvor jeg ikke selv havde fodfæste på klippen, og mit liv hang i en tynd tråd, nemlig det greb som Michael havde om mit håndled. Jeg fik igennem vandet set på Michaels fødder. Hans tæer havde nærmest grebet sig fast til klippen, som en bjørne fod eller en abefod. Michael kæmpede med at holde balancen, mens bølgen var ind over os, og kun hans fødder på den spejl glatte klippe bar os.

Da bølgen dalende af, fik Michael hevet mig helt op, og jeg var så rystet, at jeg løb min veninde i favnen længere oppe på klippen, for jeg skulle bare væk. Min veninde var lige så chokeret, som jeg var, over der pludselig kunne komme sådan en monster høj bølge, som rev alt med sig.

Jeg overlevede, og det gjorde Henriette fra Rødovre også. Michael var selv ved at miste livet flere gange i forsøg på at redde Henriette op fra havet. Men han blev ved og efter ca. en time, havde han fået hende op. Sikke en forskrækkelse!

Jeg takkede Michael flere gange for at have reddet vores liv, for det gjorde han, den dag for snart 30 år siden på en klippe på Tenerife. Inderst inde ved jeg også, at de højere magter var med os, for det var et mirakel, vi overlevede.

Og ellers var jeg heller ikke blevet mor til seks skønne døtre og kunnet sætte alle de liv i verden.

Jeg har stor respekt for havet og de natur fænomener, som kan forekomme. Jeg så med mine egne øjne et stille hav forvandle sig til den sygeste orkan i havet.

Vores ven Michael og guiden fra hotellet, som var venner, var ikke venner længere efter den oplevelse i havet ved klipperne ved hotellet. Selvom han trods alt havde reddet os alle.

Jeg ved så ikke, hvad der er sket efterfølgende, for jeg så dem aldrig igen, og det er snart 30 år siden.

God aften,

Knus Sanne