Kære søde læsere,
Jeg vil gerne dele mine tanker og følelser med jer, hvordan jeg føler det med at vores sjette og sidste barn Sofia er startet i skole og sfo, efter at havde gået hjemme hos os de sidste to år.
De sidste par nætter har jeg sovet dårligt om natten, og haft lidt ondt i maven og ikke haft den bedste appetit. Jeg er kommet let til tårer, uden egentlig at kunne sætte ord på hvorfor, før i går.
Der gik det virkelig op for mig, hvor store vores to efternølere er blevet. Epoken med små børn, hvor man kunne gå hjemme og hygge sig med dem er forbi. Tiden med en barnevogn eller klapvogn er forbi. Tiden med nusseri er forbi og måske også snart holde i hånden ude på gaden.
Der er mange ting, man lige skal vænne sig til rent følelsesmæssigt som mor. Man kan sige, jeg har prøvet hele møllen før med fire voksne døtre og Amalie på otte år, men man glemmer hurtigt, hvordan det var og føltes, indtil man står i det igen. (Lidt ligesom da jeg skulle føde.)
I går græd jeg pludselig, da jeg lå i soveværelset for at læse en god bog, jeg kunne ikke koncentrere mig om bogen, og lagde den fra mig. Jeg græd pludseligt så højlydt, at Thomas kom ind i soveværelset. Thomas kunne slet ikke forstå, hvad der var galt, han havde godt lagt mærke til at jeg havde været lidt ved siden af mig selv, på det sidste. Men han vidste ikke rigtig, hvad det handlede om.
Indtil jeg hulkede højt, og fik frem stammet. Vores børn, de er blevet så store, vi har ingen små børn længere. .
Thomas smilede, mens han strøg mig over håret flere gange og knugede mig ind til sig. Jeg kunne mærke på ham, at han tænkte, nåh var det bare det..
Jeg hulkede stadig højlydt, og kunne ikke lige stoppe igen, og fik tørrret både snot og tårer af i hans trøje. Men Thomas lod sig ikke mærke af det, og holdte bare om mig, han lod mig hulke alle mine tårer ud, og imens sagde han stille til mig. Du er ikke god til nye forandringer…
God aften,
Knus Sanne
